FANGARME – den 10. antologi i rækken
Den tiende antologi
Antologien FANGARME kommer fra tryk den 4. maj 2023, hvor bogen lanceres på Forfatterskolen for Unges møde samme dag i Slagelse. Udgivelsen er en del af det årlige arbejde, som Forfatterskolen for Unge og FGK i Midt- og Vestsjælland udgiver. Det er deres tiende antologi, og i år bidrager syv kommuner plus talenthold med elevtekster til bogen. Forfatterskolens elever er i alderen 12-22 år. Unge, der har en brændende lyst til at formulere sig og videreformidle det til omverdenen.
Forfatterskolen for Unge i Midt- og Vestsjælland blev dannet tilbage i 2013, og er et fællesprojekt i kulturregionen. I dag er Forfatterskolen den største af sin art. Forfatterskolen er støttet økonomisk af Kulturregionen Midt- og Vestsjællands kulturaftale gennem Kulturministeriet.
Gennem årerne er bøgerne ORD, ORDVOX, VOXPOP, POPKORN, KORNMOD, MODLYS, LYSHAV, HAVBLIK, BLIKFANG og nu FANGARME kommet ud fra Forfatterskolen. Forfatterskolens titler er et dominospil, hvor det sidste ord i titlen bliver det første ord i den næste titel. Måske næste års titel bliver Arme ridder?
Sidste år udkom BLIKFANG og i år er valget faldet på titlen FANGARME. En titel, der meget fint, illustrerer den følelse unge mennesker kan have af at blive flået fra forskellige sider, mens de finder ud af, hvem de er, og hvad de vil med deres liv.
Eleverne har fået fri mulighed for at bruge deres fantasi og skriveevner uden restriktioner, og antologien varierer i både genrer og skrivestil. Læseren vil både få poetiske refleksioner over forfatterlivet, en realistisk og aktuel historie om deling af intime billeder i skolemiljøet samt en humoristisk absurd fortælling om en fisk, der er det egentlige overhoved af Salling Group.
Det er grafiker og illustrator Lene Sørensen Rose, der endnu engang har produceret design og illustrationer til forsiden. Forsiden består af både grafisk design og foto. Herunder rigtige fotografier, der er taget af gopler i Monaco.
Receptioner
Efter antologien er kommet fra tryk den 4. maj, bliver der afholdt en række receptioner i de syv kommuner, hvis elever har bidraget med tekster til bogen. Første reception afholdes den 8. maj i Kalundborg, hvor der vil være en særlig fejring og markering af 10-års jubilæet. Efterfølgende afholdes der receptioner i Sorø og Slagelse den 10. maj, Lejre den 22. maj, Ringsted den 24. maj og Holbæk den 25. maj. Sidste reception er i Odsherred den 27. maj på Vallekilde Højskole, hvor Forfatterskolens talenthold og Odsherred elever læser op.
Alle 10 antologier kan læses online på Forfatterskolen for Unges hjemmeside. Det er også muligt at låne eller købe bøgerne på udvalgte biblioteker.